Børns seksualitet

Børns ret til seksualitet

For Christian Graugaard, som er læge, seksualitetsforsker og formand for organisationen Sex & Samfund, er børns seksualitet en mærkesag. Men før man kan nå frem til den sundhedsfaglige substans, er man som regel nødt til først at slå fast:

»Ja da! Børn har en seksualitet. De oplever lystfornemmelser, som er af erotisk karakter. De har nysgerrige, seksuelt 'tonede' forhold til hinanden. De onanerer og kan også få noget, der minder om orgasme.« For mange er ordene 'børn' og 'seksualitet' i samme sætning en provokation i sig selv, især fordi det ofte bliver forbundet med pædofili og overgreb. For hvis børn har en seksualitet, så kan de voksne vel også deltage i den? Men nej, forklarer Christian Graugaard. På ingen måde:

»Det er ikke en seksualitet, som er magen til voksnes. Man skal forstå, at børn har en seksualitet, som er veludviklet, men som også eksisterer på barnets egne præmisser. Barnets seksualitet er både fysiologisk og psykosocialt forskellig fra voksenseksualiteten. Og hvis man glemmer det, risikerer man at komme galt afsted på tusind forskellige måder,« siger Christian Graugaard.

»Hvis man tror, at den voksne seksualitet og den barnlige seksualitet er det samme, tror man måske også, at man kan være fælles om den og det kan man helt bestemt ikke.«

Mange forældre og pædagoger har oplevet at skælde ud, når de eksempelvis opdager, at børnene onanerer eller piller ved hinanden, men de nysgerrige børn er langtfra unormale. En ny, dansk undersøgelse Doktorleg i Børnehaven lavet af konsulentvirksomheden UdviklingsForum viser, at langt størstedelen af de danske børnehaver har erfaret, at børnenes seksualitet kommer til udtryk i hverdagen på forskellig vis, og at 61 procent af institutionerne har deciderede regler, der skal begrænse børnenes seksuelle lege og udforskning. På mange institutioner må børnene ikke smide tøjet, kysse på munden eller lege de såkaldte 'doktorlege'.

Men seksuelle lege og kropslig udforskning er ikke blot noget, børn ifølge psykologer og læger har gavn af. Det er faktisk noget de har ret til. Allerede i 1980 skrev verdenssundhedsorganisationen, WHO:

»Alle børn har ret til en seksualitet og til muligheden for en fordomsfri opdragelse,« og »masturbation og seksuel leg er sunde og normale aktiviteter«

Men siden WHO nedfældede børnenes ret til en seksualitet, har især frygten for pædofili overskygget debatten og forskningen på området. Da forfatterne bag den nye rapport om børns seksuelle adfærd i daginstitutionerne, Anna Louise Stevnhøj og Søren Gundelach, sidste år gik i gang med indsamle data, kontaktede de en lang række kommuner. Kommunerne skulle videreekspedere den anonyme spørgeskemaundersøgelse til diverse børnehaveledere, og så kunne disse selv vælge at deltage i undersøgelsen eller lade være. Men kommunerne nægtede. De var bange for »uønskede følgevirkninger«, som det hedder i rapporten.

»De var bange for, at emnet ville tiltrække opmærksomhed. 'Tænk, hvis det bliver en sag i medierne,' sagde de meget ligeud,« forklarer Anna Louise Stevnhøj, som har skrevet flere bøger om børns seksualitet, og som holder foredrag om emnet på institutioner til forældremøder og personaledage.

»Kommunerne var helt klart bange for at piske en stemning op eller få konflikter. Man er så bange for konsekvenserne af at anerkende børns seksualitet. Men det forsvinder jo ikke ved, at vi tysser det ned,« siger Anna Louise Stevnhøj.

Modsat effekt

Tværtimod kan det virke stik imod hensigten. For når børns naturlige seksuelle udvikling bliver sygeliggjort og fortiet, har man som fagperson også sværere ved at spotte, når børnene udviser bekymrende seksuel adfærd. Det forklarer underviser i faget Børns Sundhed på Pædagoguddannelsen i København, Susanne Laudrup, som i mange år har beskæftiget sig med børns seksualitet. I mange tilfælde, hvor et barn bliver misrøgtet eller oplever overgreb i hjemmet, kommer det til udtryk ved en afvigende seksuel adfærd.

»Men når pædagogerne ikke engang ved, hvad der er sund og normal seksuel adfærd, hvordan skal de så kunne få øje på noget unormalt eller bekymrende?« siger Laudrup. Man risikerer altså, at børn, der er udsat for overgreb, ikke bliver spottet og dermed heller ikke får den hjælp, de har brug for.

På ingen af landets pædagoguddannelser er undervisning i børns seksualitet obligatorisk, og kun få af de studerende kommer i berøring med emnet.

Også rapporten Dokotorleg i Børnehaven påpeger, at mange pædagoger og institutionsledere savner viden om, hvad der er normal seksuel adfærd. Både for bedre at kunne håndtere situationerne på en hensigtsmæssig måde, når de opstår, og også for bedre at kunne identificere bekymrende adfærd.

Susanne Laudrup vurderer, at frygten har taget overhånd:

»Det er jo næsten ironisk, at vores berøringsangst og frygt for overgreb spænder ben for, at vi er i stand til at opdage, når noget reelt er galt.«

Børns seksualitet er så tabubelagt og forbundet med frygten for overgreb, at mange både forældre og pædagoger helst er legene helt foruden, siger Susanne Laudrup. Men så lærer børnene ikke deres egne grænser at kende, til når de i teenageårene skal have deres seksuelle debut:

»Hvis angsten får lov at regere og børnene ikke må lege de her lege, hvordan skal de så lære deres egne grænser at kende? Hvornår kilder det i maven, hvornår er det sjovt, hvornår skal jeg sige fra? Det lærer de jo af de her små lege. Og hvis de ikke får lov, er de sgu dårlig klædt på, når de bliver teenagere og rent faktisk skal i gang for alvor.«

Christian Graugaard mener desuden, at det er en alvorlig konsekvens, at børnene kan få et unaturligt og usundt forhold til deres egen krop:

»Hvis børn vokser op i en seksuelt forskrækket kontekst, siger vi også til ungerne, at nøgenhed er farlig, og at deres krop er et problem. Og risikoen for, at de selv udvikler problemer omkring deres egen nøgenhed, seksualitet, intimitet og kærlighedsliv, er væsentlig større, end hvis de vokser op i en rummelig, åben kontekst.«

Ingen onani ved middagsbordet

Klokken er halv et, og børnene i Egegaardens Børnehave har netop spist frokost ude den store have. Der er høj sol, og børnene leger på græsset, mens pædagog Henrik Hansen åbner metallågen. Det passer netop med, at han kan bruge sin pause på at tale med Information, så for at få fred for børnenes højlydte lege går vi ind i huset. Men vi går ikke ind på personalestuen. Nogle af hans kolleger holder pause samtidig, så vi går forbi stuen og finder et lokale på øverste etage, som normalt er tegnerum, men som lige nu står tomt.

»Der er alligevel grænser for, hvor meget jeg som ung, mandlig, nyuddannet pædagog har behov for at stikke ud på det her punkt,« siger 28-årige Henrik Hansen og griner lidt. Han blev færdig som pæ-dagog sidste sommer fra pædagogud- dannelsen i København, hvor han fik vækket sin særlige interesse for børns seksualitet.

»Ja, min særlige interesse for børns seksualitet. Jeg ved godt, at det lyder lidt underligt, og det er da heller ikke noget, jeg går og skilter med. Jeg synes bare, det er et enormt vigtigt og overset område i børnenes udvikling,« forklarer Henrik Hansen.

På alle andre områder i dagligdagen har man politikker for, hvad børnene må og ikke må, forklarer han. Solpolitik, madpolitik, tøjpolitik. Men børns seksualitet er det ikke noget, man taler om.

»Det holder sig lige under overfladen, og nogle gange kommer det så frem.«

Det gjorde det i efteråret, hvor en pige på Henriks stue opdagede, at der var noget mellem benene. Og at det føltes rart, når man rørte ved sig selv.

I starten gjorde hun det kun med jævne mellemrum, men efter nogen tid begyndte det at tage til.

Midt i en leg med de andre børn eller ved frokostbordet på stuen kunne hun stikke hånden i bukserne. Henrik forsøgte at forklare pigen, at det var ganske forståeligt, at det føltes rart, men at hun måtte gå ind i et rum for sig selv, hvis hun ville fortsætte. Forældrene blev inddraget, og nu blev Henrik meget bevidst om sin egen rolle.

Forældrene skældte ud på pigen og krævede at hun helt holdt op, mens Henrik gik og brændte inde med en masse viden, han havde fået på seminaret.

»Jeg følte, at det var mærkeligt, hvis jeg pludselig skulle slå mig op som den store ekspert på området. Det er jeg jo ikke, men jeg ved da efterhånden en del om børns seksualitet, og sikkert også meget, som forældrene kunne have gavn af at vide. Men nej, jeg kunne sgu ikke få mig selv til at fortælle for meget,« siger Henrik Hansen.

Det er klart, at man skal lære børnene, at de ikke må onanere ved middagsbordet, slår han fast.

»Vi gør jo børnene en bjørnetjeneste, hvis vi bare siger 'jaja, her må man det hele'. De skal selvfølgelig lære, at der er noget, der hedder almindelig pli, ligesom de heller ikke skal sidde og pille sig i næsen ved middagsbordet. Men når hverken vi eller forældrene ved særlig meget om, hvordan man kan tackle situationerne, kan det være svært at arbejde fagligt og målrettet,« siger Henrik Hansen.

I tiden efter krævede forældrene, at Henrik og de andre pædagoger skulle stoppe pigen, hvis de så hende røre ved sig selv. Det uanset om det foregik ved frokostbordet, eller mens hun var alene i puderummet eller på toilettet. Også derhjemme blev pigen sat på plads, hvis forældrene så hende røre ved sig selv, og kort efter holdt hun op.

Lyst og grænser

De fleste doktorlege går ifølge Doktorleg i Børnehaven ud på, at børnene lægger sig oven på hinanden og laver 'bollebevægelser'. Men også lege, der involverer direkte kontakt med hinandens kønsdele, finder ifølge undersøgelsen regelmæssigt sted. Det kan være at 'tage temperatur' på hinanden ved at skiftes til at putte en blyant eller lignende ind i numsen. Eller i andre tilfælde leger børnene oralt ved eksempelvis at tage hinandens tissemand i munden eller slikke på tissekonen.

Men også lang tid før børnehavealderen kan børnene være interesserede i deres egne kønsdele.

Onani nemlig ikke noget, der først kommer med puberteten og kropsbevidstheden. Allerede fra at barnet er inde i maven, kan det opnå en form for nydelse.

»På ultralydsskanninger har man set, at nogle fostre laver en form for onanibevægelser inde i morens mave. Så for nogle begynder undersøgelsen af kroppen allerede dér,« forklarer Christian Graugaard. Når mange forbinder onani og penisrejsning med puberteten, er det fordi, det først er i de tidlige teenageår, at drengenes og pigernes kønskirtler begynder at udvikle kønshormoner, og dermed også først i den alder, at drengene f.eks. kan få sædudløsning. Men længe før puberteten kan børn opnå noget, der minder om en orgasme.

»Orgasme er et måske et uheldigt ord, fordi det normalt knytter sig til et voksent univers. Men det er jo velbeskrevet, at børn onanerer og kan få orgasmelignende fornemmelser. Man kalder det 'tørre orgasmer', fordi de ikke får sædafgang eller bliver våde i skeden,« forklarer Christian Graugaard. Selv nyfødte drenge kan få hård tissemand, når man pusler eller skifter dem, ligesom piger kan få klitorisrejsning, forklarer Graugaard:

»Det tror jeg faktisk, de fleste forældre har oplevet på et eller andet tidspunkt.«

Men seksualitet er langt mere end blot fysiologi, forklarer klinisk psykolog med speciale i børns seksualitet og seksuelle traumer Katrine Zeuthen, der har været tilknyttet Rigshospitalets team for seksuelt misbrugte børn samt Sct. Stefans Rådgivningscenter, og som er lige nu ansat som forsker i børns seksuelle udvikling på Københavns Universitet.

Børn har rigtignok en fysiologisk seksuel udvikling, siger Katrine Zeuthen, men hendes forskning peger på, at seksualiteten først og fremmest udvikles i relation til de voksne omkring barnet.

»Freud kaldte det infantil seksualitet. Og det er meget vigtigt at understrege, at det ikke har noget med den voksne målrettede genitale, kønslige seksualitet at gøre. Når vi taler om barnets seksualitet, kommer man tit til at se det som en miniudgave af de voksnes, men det handler ikke om at formere sig eller opnå orgasme. Infantil seksualitet er noget andet,« siger Katrine Zeuthen.

»De rører ved sig selv, og det kilder og føles rart, men de forstår det ikke som en voksenseksualitet. Pointen er, at de ikke har samme forståelse af det, som vi voksne tillægger det. Vi forstår, hvad seksualitet er, mens de skal lære, hvad seksualitet betyder fra de voksne. Og i takt med at det udvikler sig, bliver barnet også i stand til at forstå seksualitetens kulturelle betydning,« siger Katrine Zeuthen.

Og en af de voksnes vigtigste opgaver er at lære børnene at skelne mellem lyst og ulyst: »Hvornår indgår jeg frivilligt i en leg, og hvornår føler jeg mig tvunget? Vi skal hjælpe børnene til at forstå deres egne og andres grænser og at give udtryk for det i deres relationer til andre.«

Katrine Zeuthen oplever ofte, at mange forældre ikke aner, hvordan de skal reagere, når den barnlige seksualitet kommer til udtryk. Og det er især svært, fordi man sjældent taler om det.

»Men det er ekstra svært, fordi det handler om noget, der er så privat. Og det er altså helt OK at være usikker på, hvordan man skal tackle det. Man må bare ikke være bange for det.«

For når vores berøringsangst og frygt for overgreb får lov til at dominere, er vi indirekte med til at gøre noget seksuelt, som slet ikke er det.

»Pædofili og overgreb er en særskilt problematik, men tingene bliver rodet sammen. Vores frygt for, at der sker børnene noget - ingen nøgne børn på stranden og senest reglen om ingen små drenge med i mors omklædningsrum i svømmehallen er jo med til at seksualisere noget, som er ganske uskyldigt, nysgerrigt og gådefuldt for børnene. Det er netop i relationerne, i samspillet mellem barn og voksen, at den infantile seksualitet får lov at udvikle sig og forme sig til det, vi kender som voksen seksualitet,« siger Katrine Zeuthen.

Forandring over tid

Da 59-årige Søren Gundelach var leder af en vuggestue i 1980'erne, gik han ofte på toilettet sammen med børnene. Det var ikke noget, han tænkte synderlig over, men hvis han skulle tisse, og et af børnene også skulle, gjorde de det samtidig.

»Dengang fik jeg nærmest ros, hvis jeg fortalte forældrene, at et barn havde været med mig ude på toilettet. Jeg husker en enlig mor, der sagde 'Nej, hvor er det fint, for så kunne hendes søn jo se, hvordan en rigtig mand ser ud.' Og det var uden tvivl den mest dominerende tankegang,« fortæller Søren Gundelach, som er en af forfatterne bag Doktorleg i Børnehaven. Børnene skulle slå ud med armene og løbe rundt med bar numse, og det var fuldstændig uproblematisk. Ja, det var ligefrem efterstræbelsesværdigt dengang, husker Søren Gundelach.

Men med de store pædofilisager, der begyndte at dukke op i 90'erne, tog tingene en drejning. Pædofili fyldte løbende mere i medierne og i forældrenes bevidsthed, og flere institutioner lavede regler og retningslinjer for, hvad de mandlige pædagoger måtte og ikke måtte. Samtidig holdt man helt op med at tale om eller anerkende børns naturlige seksuelle udvikling.

»Der opstod et kæmpe videnstomrum om børns seksualitet, og det tomrum har været fyldt ud med en hel masse viden om pædofili. Denne forestilling om, at de kære børn er udsat for en kæmpe risiko i institutionerne, fordi de væmmelige pædofile kommer efter dem,« siger Søren Gundelach.

Samtidig er danske forældre mere optaget end nogensinde af deres børns helbred og af, hvordan de kan støtte deres udvikling. Hvilket egentlig er ironisk, mener Christian Graugaard.

Børn, der krænker børn

»Ser man på bogmarkedet, er der en uendelig stor viden om, hvordan børn får de helt rigtige klidfibre, hvordan deres legetøj skal være lavet af biodynamisk asketræ fra Nordfinland, og hvordan man skærper deres kreative kompetencer. Men der er satme ikke skrevet mange bøger om, hvordan vi bakker op om børnenes seksualitet på en god og naturlig måde. På det punkt er vi stort set lige så berøringsangste som i 1950,« siger Christian Graugaard.

Men nogle gange tager børnenes seksuelle lege overhånd. Som et led i regeringens handlingsplan for bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn blev Januscenteret oprettet af Socialministeriet i 2003. Centeret havde til formål at undersøge og behandle en ny gruppe af potentielle seksualkrænkere, nemlig de krænkende børn. Undersøgelser viser, at en stor del af de voksne seksualkrænkere allerede har udvist seksuelt bekymrende adfærd i barndommen. Og indtil Januscenteret blev oprettet, fandtes der kun behandlingstilbud til de unge ofre for seksuelle overgreb.

Januscenteret derimod behandler børn og unge op til 18 år, som har udsat andre børn for seksuelt grænseoverskridende handlinger.

Det kan være svært at tale om 'normal' og 'unormal' seksuel adfærd, forklarer psykolog og leder af Januscenteret Mimi Strange. For ligesom voksne har børn forskellige grænser og lyster. Men visse tegn, skal man være opmærksom på. Forskellige faktorer, som gerne skal få nogle alarmklokker til at ringe hos den voksne. Det kan være, hvis barnet udnytter et ulige magtforhold til at lave seksuelle lege.

»Hvis det ene er ældre end den anden. Eller hvis barnet bruger tvang eller trusler,« siger Mimi Strange. Et andet bekymrende tegn kan være, at barnet har stor viden om ting, der ikke er alderssvarende. Hvis barnet ved, hvordan sæd ser ud eller lugter, eller hvis det kan forklare detaljeret om den voksne kønslige anatomi.

»Altså, nogle gange har børnene bare fundet deres storebrors pornofilm i skuffen, og selv om børnene selvfølgelig ikke skal se den slags, behøver det ikke i sig selv være en katastrofe. Men det er sådan nogle ting, man skal være opmærksom på, og som kan være et tegn på noget meget alvorligt,« siger Mimi Strange.

Men det går ud over børnene, når forældre og fagpersoner ikke vil tale om eller tillade børnenes 'naturlige' seksuelle lege.

»Det, at børnene må lege dokotorleg, er på ingen måde er det samme som at sige, at alt er tilladt,« siger Mimi Strange.

»Men hvis ellers det foregår mellem ligeværdige, og børnene ikke overskrider hinandens grænser, er der intet i vejen med at være nysgerrig.«

Mor skældte ud

»Min dreng har i perioder været meget, sådan ... med sin tissemand, du ved. Altså, den var han ret glad for, lad mig sige det sådan,« siger 35-årige mor til tre og bestyrelsesmedlem i forældreorganisationen FOLA, Dorthe Boe Danbjørg. Han var glad for at røre ved den, glad for at kigge på den, og en dag, da pædagogen i hans børnehave kunne fortælle hende, at sønnen havde vist sin tissemand frem for nogle af de andre børn, blev det for meget for Dorthe Boe Danbjørg.

»Fy for pokker altså. Skat, det må du aldrig gøre igen!,« husker hun at have råbt, da de kom hjem fra børnehaven.

»Min reaktion var helt sikkert lidt for voldsom, men jeg synes simpelthen bare, at det var helt forkert, og jeg blev så chokeret og pinlig berørt.«

Få måneder forinden havde børnehaven gjort noget, kun få institutioner har gjort før. De formulerede en decideret politik omkring børns seksualitet. Lederen havde holdt møde med forældrebestyrelsen, og sammen blev de enige om, at børnene skulle have lov at lege doktorlege. Med alt hvad det indebærer af kys og røde kinder, så længe børnene beholdt underbukserne på. Der blev holdt kurser om børns seksualitet for alle pædagogerne, der blev formuleret retningslinjer for, hvordan man undgår krænkelser børnene imellem, mens forældrene fik informationer om, at børn har en seksualitet, som både er normal og sund, så længe den foregår mellem ligeværdige.

Og den dag, Dorthe Boe Danbjørg fortalte pædagogen, at hun havde skældt sin søn ud, kunne pædagogen forsikre hende om, at der hverken var noget farligt eller forkert ved, at hendes dreng var optaget af sin krop. Og hun blev lettet.

»Ikke dermed sagt, at han skulle rende og gøre det hele tiden, men nå ja, måske var det ikke verdens undergang,« siger hun. Dorthe Boe Danbjørg forsøger at være bevidst om, at man ikke skal pådutte børnene skam over deres nysgerrighed og lyst, selv om hun indimellem må tage sig selv i det.

Mest af alt synes hun, det er rart, at der bliver talt om grænser og lyster, og at ingen skal være med til noget, de ikke har lyst til.

I dag får de lov til at lege i fred, når hendes søn har sin gode veninde på besøg, og de siger 'mor, du må ikke komme ind på værelset lige nu'.

»Jeg gør, hvad jeg kan for at lære dem at sætte grænser, og det er rart at blive mindet om, at det faktisk er okay,« siger hun.

Kan du huske seksuelle oplevelser fra din egen barndom?

»Ha! Ej, det ved jeg ikke lige ... Altså jo, jeg kan da godt huske, at vi legede sådan noget doktorleg. Ja, det var sammen med en veninde og nabodrengen fra gaden. Vi har vel været fem-seks år gamle. Det var sådan noget 'du skal ligge dig oven på mig'-agtigt, og så vi lukkede døren ind til værelset. Men det var jo ganske uskyldigt, vil jeg lige skynde mig at sige. Og alle andre har altså også prøvet det ... Har du ikke også?«

Fakta

Kan du huske din første seksuelle erfaring?

»Det var i hvert fald før skolealderen. Ja, det var med naboens datter. Vi lavede sådan nogle lege, og det var rigtig spændende. Det var ganske banalt og uskyldigt, men vi var meget forskrækkede over, at de voksne fik nys om det. Vi prøvede at holde kortene tæt ind til kroppen.«

Søren Gundelach, 59 år, Cand.pæd.pæd., medforfatter til rapporten 'Doktorleg i Børnehaven' og tidligere vuggestueleder.

»Ja, jeg har vel været otte-ni år. Det var hjemme hos en dreng fra min klasse, og vi lå i hans seng og snakkede, og så ved jeg ikke, hvad der skete. Pludselig blev vi helt opstemte, og vi begyndte at røre ved hinanden på forskellige måder, og jeg husker det som noget utrolig rart. Og der var ikke nogen af de voksne, der opdagede det. Efterfølgende var det ikke noget, vi snakkede om, men vi havde haft en rigtig rar oplevelse.«

Henrik Hansen, 28 år, nyuddannet pædagog

»Vi kaldte det at lege Abba, det har vel været i børnehavealderen. Vi var tre piger, og mens to skulle ligge på sofaen og lege bolleleg, skulle den tredje stå og synge ligesom pigerne Abba. Det sjove er, at vi alle tre egentlig helst ville være Abba, men det kunne man ikke. Der skulle ligge to på sofaen, for det skulle ligesom gøres. Sådan var det at være voksen og være til rockkoncert«

Katrine Zeuthen, 40 år, psykolog, forsker på Institut for Psykologi på Københavns Universitet

»Jeg har generelt desværre ikke nogen særlig god hukommelse, så jeg kan ikke huske nogle konkrete situationer. Men fra børnehaven kan jeg da tydeligt huske en form for nærhed med de andre børn, der både var spændende, kildrende og lystfyldt, og som jeg efterfølgende kan se havde en klar seksuel undertone.«

Christian Graugaard, 44 år, læge, seksualitetsforsker og formand for Sex & Samfund